Profile
Blog
Photos
Videos
Kaere alle!
Paa verdens mest klistrede tastatur kaster jeg mig nu over den sidste beretning fra Marie og Anna's faerden i verden, naermere bestemt Latinamerika. Jeg behoever velsagtens ikke at paapege endnu en gang, at det vitterligt foeles som aar siden vi forlod Danmark, sne og vinter. Og jeg behoever nok heller ikke ikke at paapege endnu en gang, at vi har haft det for fedt! Faktisk overraskende fedt. Jeg havde saa mange forventninger til denne rejse, og naesten ligesaa mange bekymringer - var jeg virkelig backpackermateriale, eller ville jeg bare gerne vaere det? - og flere i den dur. Og nu sidder jeg saa her - Ilha Grande, Brasilien, 35 grader, fuld knald paa sol og smukt blaat hav. Vi er godt tilfredse!
Dog skal vi lige endnu et smut omkring Bolivia, foer jeg kan binde sloejfen ordentligt. Da vi begge var blevet nogenlunde raske, og den fjollede (og lidt suspekte!) dokter havde godkendt os til videre rejse, tog vi afsted. Vi havde nogle dage forinden moedt en gruppe, som manglede to personer til at fylde deres jeeps paa deres Salar de Uyuni-tur. (Salar de Uyuni er verdens stoerste saltoerken, og et af Bolivia's helt store traekplastre.) Vi hoppede ombord - 4 dage, hvor en jeep koerer dig igennem Bolivia's mest dramatiske landskaber. Mit umiddelbare indtryk var nok; 'Wow, det er mange timer i en jeep...'. Det var det ogsaa, men selskabet var sublimt og scenarierne for vilde - da vi bevaegede os mellem 3000 og 5200 meters hoejde, var der en vild variation i vegetationen. Det ene oejeblik kunne byde paa oerken, western- og kaktuslandskaber, mens vi det naeste hundefroes, da vi befandt os mellem sneklaedte bjerge eller vilde klippeformationer, knaldgroenne laguner og flamingoer. Og lamaer - ikke mindst lamaer! Overalt var de og jeg er stadig begejstret for dem, de virker saa aandsvagt morsomme og retaderede med deres skaeve oejne og strittende fortaender.
Naa, men tilbage i jeepen - lad mig praesentere gruppen: 2 engelske piger (genial humor), 2 drenge fra New Zealand (aandsvagt sjove og roedhaarede!), 1 australsk fyr (den underspillede sjove type) og en schweizisk pige, (sjov, men mest af alt moderlig og mild, hvilket er godt, naar man er lidt syg…) Vi klikkede virkelig godt og laa ellers i latterkramper en stor del af turen. Altsaa brugte vi mange timer i jeep, klistrede til vinduerne, mens vi skraalede med til Backstreet Boys (et evigt hit) eller hvad ipod'en og bilens hoejtalere ellers stod paa. Aftenerne stod paa lejrskolestemning, stearinlys, kortspil og gyserhistorier og morgenerne (nogle ville kalde det nat, da morgenmaden blev serveret ved 4-5-tiden…) tog naesten livet af os. Paa 4. dagen naaede vi saa Salar de Uyuni. Vi koerte derudaf i moerke - landskabet var oede, wildwest-agtigt, og pludselig koerte vi ind i den - saltoerkenen. Jeg ved ikke helt, hvordan man skal forklare det - det er et maerkeligt naturfaenomen, hvor altsaa kaempemaessige arealer blot bestaar af salt. Fra selve saltoerkenen, har man en fornemmelse af at den er uendelig - man kan ikke se andet end salt, hvidt, bortset fra de omkransende vulkaner, der pipper frem langt ude i horisonten. Sejt! Og isaer paa denne aarstid - lige efter regntiden. Det betyder at der overalt ligger lige en 5 centimeters vand ovenpaa saltet, saa den naermest fremstaar, som et gigantisk spejl. Igen, sejt! Fra jeepens tag, sad vi og saa den smukkeste solopgang - det slog os om kuld og vi havde en fjollet foelelse af juleaften i maverne. Saltoerkenen var bestemt et highlight - en virkelig fed oplevelse. Herefter tog vi afsked - eller sagde paa gensyn - til vores nye bedste venner, som ville komme og lege i La Paz med os to dage senere.
Men foerst havde vi en date med Jorge, soede Jorge. Vi fik kontakten igennem to af Marie's veninder - Jorge er en pensioneret militaermand, som sammen med sin familie bor i La Paz, det rigere La Paz. Han har maaske for meget fritid og burger derfor meget tid (og mange penge…) paa at huse backpackere i hans soens gamle boernevaerelse. Vi blev modtaget som dronninger, fik egen noegle, eget badevaerelse (med badekar, egne haandklaeder og alting! …hvilket vitterligt er en fantastisk luksus, for to beskidte, budgetrejsende damer), eget vaerelse med tv, dvd, computer, intet manglede! Og ja, saa havde han fyldt baade koeleskab og slikskab, hvor vi bare skulle tage for os: Mi casa es tu casa, loed det adskillige gange fra ham. Jorge er bare en soed aeldre mand, hvis selskab vi noed - derudover var det godt at faa brugt det spanske ordenligt en sidste gang. Vi chillede rundt i La Paz med ham, gik ud for at spise, saa og hoerte om forskellige ting. (Eksempelvis kender Jorge ham, som skoed Che Guevara!) Derudover blev vi den foerste aften slaebt med i kirke - efter en nat i bus. Vi var traette og fik gjort os til skamme ved at falde i soevn paa selveste Biblen. (Vi haaber stadig at folk troede, at vi blot bad meget inderligt, da vi noedig vil goere Jorge til skamme.) Jorge's hus blev turens luksusophold, vi blev pokkers forkaelede, og da vi forest holdt op med vores 'jamen, det er da alt for meget, Jorge', 'det behoever du virkelig ikke, Jorge' og 'vi vil altsaa gerne betale, Jorge' og bare lod ham forkaele os (hvilket han lod til at nyde!), saa var det skoent, skoent, skoent!
Efter Jorge-dagene flyttede vi paa hostel og moedtes vi med flokken fra Salar de Uyuni, som vi akkurat kunne have 2 La Paz-dage med, foer afgangen mod Sao Paulo, Brasilien. De dage var vilde, sjove og gode. De blev brugt paa slentring, café-sidning, de sidste alpaca-uld-indkoeb og fest. En perfekt Bolivia-afslutning!
Soendag morgen stod vi saa paa flyet til Brasilien - vi var ret smadrede, da natten ikke rigtig havde budt paa soevn, og da vi klokken 4 om morgenen, naeste dag, ankom til Parati, var vi serioest traette. Dog fandt vi et godt hostel, hvor inkluderet morgenmad faktisk indebar andet et hvidt, pap-agtigt broed. Vi noed en dag paa stranden i Parati - og havet, det har vi savnet i de peruvianske og bolivianske andesbjerge.
Herefter smuttede vi til Ilha Grande, en tropeoe 5 timer syd for Rio de Janeiro, som er virkelig skoen. Vi har nervoest tjekket vaeret dagligt, da det har regnet meget paa det sidste, men siden vores ankomst har solen staaet hoejt paa en knaldblaa himmel! Hvor heldig har man mon lov at vaere?
Her paa oen bor vi i et hyggeligt telt paa et hyggeligt hostel. Og da Brasilien er hundedyr lever vi af ris og havregryn, hvilket faktisk er helt i orden. Vi har haft vores laekre middage. Generelt er dase-livet her praecis, hvad vi traengte til. Det er som om at vores hjerner fungerer som memorycards - de er fyldte. Vi har oplevet saa utrolig meget, set saa meget, moedt saa mange mennesker. Saa vi har nydt en lille uge her enormt! Paa den anden side af oen, ligger Lopes Mendes, en aandsvagt smuk strand, som kraever 2 timers hiking igennem lidt jungle- og bjerglandskab hver vej. Saa det har vaeret dagsturen gentagtne gange - vi vaagner op til morgenmad (müsli, juice, kaffe, frugt, kage mm!), pakker tasken og gaar mod Lopes Mendes. Her ligger vi saa meget intensivt, bader i vilde boelger, spiller utrolig meget UNO eller proever kraefter med et boogie-board (et slags mini-surfboard). Perfekt.
I morgen tager vi til Rio de Janeiro - og vi glaeder os til at opleve den! Dog er det ogsaa lidt kritisk, da vi lige er kommet i tanke om paasken! Altsaa er alle hostels fuldt bookede og ja, vi har ikke rigtig noget sted at bo. Pokkers godt planlagt - man tror man laerer det, men nej. Vi har dog hver vores haengekoeje og mon ikke vi finder et dejligt sted at haenge den? Vi krydser fingre og glaeder os. Dog er det intet i forhold til, hvor meget vi ogsaa glaeder os til at komme hjem! Til familie, venner, dansk sommer og jordbaer! En rigtig hverdag, hvor man kan vaske toej - ikke bare i haandvasken, men i en rigtig maskine!
Adskillige gange har vi set paa hinanden og vaeret fuldstaendig ekstatiske af rejselykke - vi har vaeret saa heldige og det har vaeret pisse fedt - ogsaa haardt, men allermest bare pisse fedt! Paa intet tidspunkt er vi blevet aegte bestjaalet, overfaldet eller andet - de sydamerikanske folkeslag har vaeret saa venlige og gode mod os. Og ogsaa vejrguderne!
Det er maerkeligt at det skal ende, men ja, efter et halvt aar i Sydamerika har vi jo haft masser tid til at planlaegge vores naeste rejser - og det er gjort, Oceanien venter paa os i 2012!
Derudover tak, for at I har laest! Det har vaeret rigtig hyggeligt for os at skrive og vide, at der er kontakt i den anden ende af cyberspace/verden.
Vi ses snart - nu skal vi have sagt farvel til Sydamerika, og ja, det bliver nok med et par faa taarer.
Adiós amigos,
saludos
Kaerlig hilsen Marie og Anna
- comments