Profile
Blog
Photos
Videos
Anna i Himalaya
OPHOLDET PAA BOERNEHJEMMET
Kaere alle
Jeg er klar over, at jeg endnu ikke rigtigt har fortalt jer om mit ophold paa boernehjemmet. Det var en fantastisk oplevelse, og mens den stadig er nogenlunde frisk i errindring vil jeg gerne fortaelle jer om det, selvom det dog er ved at vaere nogle uger siden jeg tog derfra.
Som jeg fortalte Jer, efter at have vaeret paa boernehjemmet den foerste uge, saa var det svaert at traenge igennem med sit oenske om at faa lov til at hjaelpe til. Men, som jeg ogsaa fortalte tidligere, saa gik det allerede nemmere efter den foerste uge. Og derfra blev det kun bedre. Jeg laerte hurtigt, at man ikke skulle tilbyde sin hjaelp, men derimod sige, at man gerne ville laere, at goere som de gjorde: "I wanna learn nepali style". - Og det gjorde jegogsaa! I loebet af de naeste fire uger jeg var der blev jeg naesten helt integreret i boernehjemmets rutiner og huslige goeremaal. Dette bestod i, at goere rent om morgenen (feje hele huset med smaa koste af grene), aflevere boernene i skole kl. 09.30 (eller kl 09.45 eller kl 10.00 - det var der aldrig helt nogle der vidste) vaske toej og vaske op om formiddagen, hente boernene i skole og lave lektier og lege om eftermiddagen. Jeg opnaaede ogsaa at blive inviteret indenfor i boernehjemme mest hellige omraade - koekkenet! Her laerte jeg at lave Dahl Bhat - Nepal national, og eneste, ret. Jeg tror ogsaa, at det faktum, at jeg blev rykket fra mit eget vaerelse og ind i pigernes sovesal hjalp paa min mulighed for at blive integreret i hjemmet. Egentligt blev jeg rykket, fordi der kom en jysk dreng, der ogsaa skulle vaere frivillig, saa derfor maatte jeg, som pige, vige enevaerelset for ham. Man kunne maaske have foelt sig lidt forurettet, men det generede mig egentligt ikke, og det var hyggeligere at sove paa sovesal. Jeg traenede til Base Camp ved at loebe en tur hver morgen, saa hver dag blev jeg vaekket kl 06.00 af en flok smaapiger der raabte "Anna you go morning run, Anna you go morning run".
Jeg oplevede ogsaa, at min deltagelse i det huslige arbejde medvirkede til et langt mere personligt forhold til personalet. De saa min interesse for dem og deres kultur og derfor inviterede de mig til oplevelser, som jeg ellers ikke ville have faaet.
En af disse var et besoeg til det lokale tempel. jeg har jo set masser af templer i min tid her, men altid med guide og paa afstand af alle ritualerne. Men med nogle spiger og en voksen fra boernehjemmet fik jeg lov til at vaere en del af ritualerne og laere hvordan de bedte og hvorfor de gjorde. De var utroligt laererigt og spaendende.
En anden oplevelse jeg havde var at blive inviteret hjem til den dame, som arbejdede i koekkenet. Hun snakkede naesten ikke noget engelsk, men var fantastisk soed og naermest beaeret over, at jeg ville besoege hende. Hun boede, med mand og to boern, i to rum paa en samlet stoerrelse af omkring 15 kvm. De to rum var ikke forbundet, men man skulle udenfor for at komme fra det ene til det andet. De var bygget af grove sten, uden vinduer og placeret i bunden af en stoerre ejendom. Doeren bestod af et forhaeng, jeg kunne ikke staa oprejst derind og de havde kun en enkelt lampe, ellers var der helt moerkt, selv i dagstimerne. "Husets" eneste facilitet var et gasblus, adgang til vand og toilet var udendoers og faelles med andre. Men de var glade! Og helt igennem taknemlige for det de havde. Og de inviterede mig paa te og bragte alle deres naboer ind og moede mig. Moedet med den slags mennesker for mig til at indse, at den vestlige form for lykke er fremstillet. Den er ikke falsk, for det er et faktum, at jeg derhjemme foeler det goer mig lykkelig, at gaa i det rigtige toej og komme de rigtige steder, med de rigtige mennesker. Men det er alligevel en fremstillet lykke, for efter at have vaeret i Nepal i snart tre maaneder, og set saa mange forskellige omraader af landet, er min opfattelse stadig den samme - nepaleserne er lykkelige mennesker, selvom de har naesten intet af materiel vaerdi. Men de har masser af kaerlighed - til deres familie medlemmer, deres venner, hinanden og selv til fremmede. Og det er berigende at se, at en mors kaerlighed til sit barn er noejagtig den samme her, som den er derhjemme.
Anywy, det var et filosofisk sidespring, men i hvert fald var det fantastisk at blive inviteret hjem til denne familie. Desuden var de kristne og jeg fik lov at tge med dem i kirke en loerdag (den officielle helligdag her er loerdag). Det var helt anderledes end en gudtjeneste i Danmark - omend ligesaa kedeligt:). Kirken bestod af et stort, bart rum med taepper paa gulvet og en praeidkestol paa niveau med tilhoererne. Der var ingen krummelurer eller udsmykninger som i danske kirker. Man sad paa taepper paa gulvet naar praesten praeidkede og stod op naar der var sange. Jeg forstod ikke et muk af noget som helst, men det var en stor oplevelse.
Den sidste dag inden jeg rejste var jeg med boernene i skole og jeg fik lov til at foelge undervisningen i flere klasser i loebet af dagen. Selvom jeg var paa en, eftersigende bedre og international skole, saa var jeg ret chokeret over undervisningsniveauet. Jeg er helt overbevist om, at laererne ikke var mere kvalificerede til undervisning end jeg er, og de snakkede kun halvt saa godt engelsk, selvom undervisningen foregaar paa engelsk. Desuden var de umotiverede. I den foerste time fulgte jeg en 2. klasse . Laereren var en ung kvinde og hele timen igennem sad hun paa en stol og stillede udvalgte elever spoergsmaal, som hun fandt i laerebogen. Resten af eleverne kravlede paa borderne, pillede naese, kastede med papirskugler (de gjorde de rent faktisk) og raabte til hinanden. Naar man blev spurgt rejste man sig til gengaeld op og svarede laeren med et "yes mam" og satte sig med et "thank you mam". Bagefter stak en ung man hovedet ind, og spurgte om jeg ikke lige gad at overtage matematik undervisningen i 5. klasse. Naa, jo, men det kunne jeg da godt. Saa forsvandt han og kom foerst tilbage da timen var slut. I mellemtiden laerte jeg en 5. klasse, der aldrig havde oplevet laereren bruge tavlen, af regne arealer af tre og firkanter. I sidste time deltog jeg i matematik i 4. klasse med samme laerer. Nu skrev han et stykke op paa tavlen, regnede det ud, og satte sig derefter ned paa bagraekken og snakkede med mig resten af timen. Saa der er maaske ikke noget at sige til, at Nepal er et af de mindst udviklede og fattigeste lande i verden!
Som min mor havde forudset, saa var det svaert at forlade boernehjemmet! Om morgenen, dagen for min afrejse, kom alle boerne hen til mig paa skift med fine tegninge og breve til mig. Jeg fik ogsaa et brev fra personalet som indeholder noget af det paeneste nogle nogensinde har sagt om mig. Om dagen holdt vi fest . Saa blev der skruet op for fuld droen for noget amerikansk inspireret, indisk musik og alle pigerne dansede i samme stil som musikken. Det var skoent, selvom jeg ikke helt kunne foelge dansestilen. Da jeg tog afsted maatte jeg love at komme paa besoeg inden jeg rejste, sammen med Pernille og Gunilla.
Saaledes har jeg ogsaa faaet mulighed for at praesentere Pernille og Gunilla for boernehjemmet. Da vi kom var det imellem blevet sommerferie, saa alle boernene havde fri. De tog os med ned til en flod taet paa boernehjemmet, hvor de badede og bagefter gik vi en tur op i noget bakket taerren hvor vi blev haevet med op ad en stejl skraaning. Om aftenen var hele personalet og alle hjemmets piger i gang i koekkenet for at lave momo til os. Momo er, vist nok opringeligt en kinesisk ret, bestaaende at koed i pakker af dej og dampet i en saerlig gryde. Vi fik lov at deltage i projektet - men vi havde en del besvaer med at fuldende hver momo saa kunstfaerdigt som resten af pigerne kunne goere det. Men det var en god dag og jeg er sikker paa, at Pernille og Gunilla ogsaa noed det.
kh Anna
- comments
Fatter Hej Anna, som sædvanlig et flot og rørende indlæg. Vi r nu på vej hjem fra sommerhuset. Jeg har lige læst dit indlæg højt for mor og CE. Vi har haft en dejlig weekend med Per og Tina og Oliver med solskin på Tåsinge. Rigtig fint. Nu skal vi arbejde tre dage, og så er det påskeferie. Vi glæder til I er hjemme igen. FAR PS: Sender du dine blogindlæg til dig selv så du har dem for eftertiden. Ellers vil jeg copypast dem til dig.
mor Kære Anna Det er total rørende at læse om dine oplevelser på børnehjemmet. Det er tankevækkende, at man kan være så lykkelig og tilfreds for så lidt. Desuden er din mors hjerte ved at flyde over af stolthed over, hvad du opnår af kontakt m.m. i en så fremmed kultur. Det er godt gået :)) Vi tænker meget på dig og glæder os også til at du kommer hjem igen. Nå nej der er jo stadig længe til og du har mange oplevelser foran dig... Knus og kys fra din mor
mormor og morfar Kære Anna! det var rigtig dejligt at høre din stemme i telefonen i går vi har jo set alle dine billeder fra Indien det er en fantastisk rejse du er på og alle de oplevelser du har fået , nu skal du så også møde Pernille igen og til Vietnam de bliver nok også en stor oplevelse , vi glæder os til at se dig igen herhjemme , hav det nu godt og pas godt på dig selv , mange kærlige hilsner fra Morfar og Mormor
Børge Lykkegård Jensen Hej Anna Har med stor interesse læst dit indlæg i "Nepal Vision" i dag. Er det Sabitris Børnehjem, du har været på?