Profile
Blog
Photos
Videos
Kaere alle
Nu er jeg tilbage i KAthmandu og er ved at forbedrede mig paa at tage til Indien paa mandag. Der skal jeg moede Emil (ham jeg moedte i januar) og vi skal rejse sammen i 10 dage - de sidste 3 dage moeder vi Emil (ham fra kemi).
Vi har et stramt program! Paa de 10 dage vi er afsted skal vi se Taj Mahal, Jaipur - hovedstaden i staten Rajasthan, Udaipur - en eftersigende smuk lille by i det sydlige Rajasthan og New Delhi. Det bliver lidt hektisk og vi kommer nok til at tilbringe en del tid i diverse busser og toge, men vi kommer til at opleve meget paa kort tid og jeg glaeder mig.
De sidste to uger har jeg rejst rundt i Nepal med Pernille og Gunilla. Det er gaaet rigtigt fint, selvom jeg godt kan maerke, at de er lidt mere groenne end mig. De har lige skullet vaenne sig til kryb og kravl, myg, daarlige toiletforhold, mistaenkelige pletter paa sengetaeppet, vabler efter lange trekking ture osv. Men egentligt synes jeg nu de klarer det godt, de har ret hurtigt fundet rytmen og laert at begaa sig. Naar jeg taenker over det, saa er jeg nok ogsaa lige rigeligt haerdet. Jeg spiser med fingrerne, drikker vandet vi faar serveret i kander paa tvivlsomme resturanter, har laert at undvaere toiletpapir, naegter haadnakket at betale, naar lokale forlander overpris for hvide og finder det hysterisk at bruge myggespray. Det sidste kom jeg dog til at boede for, da vi var i det sydlige Nepal. En aften sad vi paa en udendoers resturant og jeg havde mine bukser rullet op til lige under knaeet. Da jeg vaagende naeste morgen havde jeg flere hundrede myggestik paa underbenene. Sart var mine ben haevede og stikkene havde udviklet sig til blaerer. Jeg har vaeret til laegen her i Kathmandu! Og faaet en masse piller og cremer, saa det hjaelper lidt paa smerten, men koent ser det ikke ud! Heldigvist er der meget lille risiko for malaria i det omraade og Dengue feber er ogsaa forholdsvist sjaeldent, saa jeg er ikke urolig. Det siger laegerne ogsaa, at jeg ikke behoever vaere, jeg skal bare skynde mig paa hospitalet hvis jeg faar feber indenfor den naeste uge.
Men det er vel ogsaa den slags, der hoerer med, naar man rejser i det mere lokale Nepal, som vi har gjort de sidste to uger. Og generelt har det vaeret meget blandet oplevelser vi har faaet. Den foerste dag tog vi bussen nordpaa for at starte turen med at se et tempel, der ligger paa en kmplet utilgengaengelig bjergskraaning, saa vi maatte med en svaevebane for at komme derop. Templet var tilaere for en gud, tilhvem man kan bede, for at faa et drengebarn. Da drengeboern er i hoej kurs hernede var koen foran svaevebanen flere hundrede meter lang og bestaaende af unge nygifte par, mange af dem med en lille pige paa armen eller en ged i snor. Der blev nemlig slaebt i massevis af geder op til teplet, som skulle ofres i sagens formaal. Gederne havde deres egen vogn i svaevebanen... Oppe ved templet var stemningen meget intens og der stank af blod og doed. Vi saa ikke et eneste andet hvidt menneske og der er daa heller ingen tvivl om, at sceneriet mest er for lokale. Men dte var en oplevelse!
Derfra tog vi til en lille, meget dejlig by kaldet Bandipur, hvor vi var i tre dage, gik turer, solede paa vores terasse og spiste paa den samme cafe til alle maaltider. Stedet var gearet til turisme, saa der var alle turist-venlige faciliteter, men alligevel ahvde de formaaet at bevaere stemningen i byen lokal og autentisk, saa der var skoent at vaere.
Lidt anderledes var det med den naeste by vi kom til, hvor der kun var lokalt og autentisk, og intet turist gejl. Her var ikke helt saa idyllisk men det var interessant at opleve en by, der slet ikke var gearet til turister. Vi gik en dagstur paa 10 timer - 900 meter ned og 900 meter op i bagende sol, til et gammelt slot. Slottet i sig selv var egentligt ikke noget saerligt, men turen var fantastisk, omend haard. Vi kom gennem lokale landsbyer, landskaber af groenne rismarker og gyldne kornmarker, og skoveomraader med et naermest tropisk klima og hundredevis af sommerfugle.
Tilsidst tog vi ned til Lumbini i det aller sydligste Nepal. Lumbini er Buddhas foedeby og saaledes et af de mest hellige steder i Nepal. Hovedattractionen var "the sacred garden" som er en have omkring det trae, hvorunder Buddha blev foedt. Traet er kaempestort og behaengt med tusindevis af farverige bedeflag. Rundt omkring det sidder munke og messer, kvinder og graeder og kinesere, der fotograferer. Desuden indeholder haven et tempelt bygget op omkring resterne af et tempelt fra Buddhas tid samt et stort monument, skaenket af en konge for over 2000 aar siden. Heller have emmer af stedets helligdom og det er en unik oplevelse at vaere der.
Dagen efter var vi heldige, at komme paa en tur med en meget velinformeret guide, der tog os op til en by, der dannede centrum om det kongerige, hvor Buddah voksede op. Vi saa ruiner af en 2000 aar gammel genopfoersel af det palads, hvor han boede, og sad under et trae og hoerte hele historien om Budhismens begyndelse.
De eneste negative oplevelser vi har haft, har vaeretbusturerne, som har varriet meget i kvalitet. Vi har konsekvent koert i lokalbusser og har dermed vaeret stuvet ind mellem nepalesiske boernefamilier, galme rynkede kvinder med kaempe ringe i naesen, unge progressive fyrer og nysgerrige skole boern. Generelt var turerne lange, varme, langsommelige og ubekvemte. Men kun en gang havde vi en decideret skraekkelig oplevelse. Her skulle vi med en minibus gennem bjergene i 5 timer og 35 graders varme. Lad mig bare beskrive niveauet af turen ved at fortaelle, at alle fik udleveret en braekpose ved indstigning i bussen! Jeg brugte min! Og flere til! Bagefter kunne man vaersgo faa lov at smide den ud af vinduet, mens bussen koerte, der blev ikke stoppet for den slags pjat!
Saa har jeg i oevrigt klokket i den! ikke at det er noget nyt! Men heldigvist, og hvad der vel heller ikke er saa udsaedvanligt for mig, saa er det lykkes mig at loese situationen - med brug af lidt kreativitet, nepalesisk korroption og en hel del penge!
Det er ikke saa slemt som det lyder! Men ser I, problemet er, at naar man skal til Indien, saa skal man have visum! Det vidste jeg jo egentligt godt. Men en del af historien er ogsaa, at jeg blev fejlinformeret af mit turistkontor og har derfor gaaet i troen om, at et saadan visum kunne faas paa en enkelt dag. Men det kan det ikke! Det tager mindst 5 dage at faa et turistvisum og er en kompliceret process. Og dette fandt jeg foerst ud af, da jeg endeligt fik ringet til ambasaden, en enkelt aabningsdag foer afgang! Saa et turistvisum var udelukket, i stedet maatte jeg undersoege muligheden, for at faa et transitvisum (gennemrejse visum med ophold i 15 dage). Jeg tilbragt en hel nat i en bus tilbage til Kathmandu og efter at have graedt i telefonen med diverse ambasade folk, paa et flykontor i Kathmandu og i telefonen med Emil tog jeg min pung i haanden og gik op til en travel agent, som jeg havde faaet anbefalet et sted i taaresteoemmen. Her blev jeg placeret i en laederstol foran et stort maghonibord, hvor jeg forklarede en lille gulkaede behaengt mand, at jeg skulle have aendret mine flybiletter, saa jeg kunne faa et transit visum (gennemrejse, med ophold i 15 dage). Desuden skulle han skaffe mig paagaeldende visa, for naar jeg henvendte mig til ambasaden kunne de ikke love mig andet, end at det kunne tage 1-3 dage. No problem! Jeg matte betale ham mere end halvdelen af en gennemsnitlig nepalesisk aarsloen, men 24 timer senere havde jeg mit visum. Jeg er nu egentligt overbevist om, at fyren var fin nok, men ingen tvivl om, at han benyttede forbindelser, som jeg ikke havde tilgaengelige, og at jeg nok aldrig havde faaet det visum paa egen haand.
Det var noeget vaerre rod, og en dyr fornoejelse, men dybest set, saa har jeg jo klokket gevaldigt i det, for jeg vidste, at jeg skulle til Indien en hel maaned foer jeg besluttede at ringe til ambasaden og spoerge, hvordan man fik visum! Jeg har en aftale i New Delhi paa mandag, og man skal jo holde sine aftaler, saa jeg har bare maattet boede for min fejl og det er jo saadan set meget fair. Og jeg ved, at Indien bliver skoent.
Men problemet nu er saa, at jeg ikke laengere har en flybillet tilbage til Kathmandu! Jeg kan faktisk slet ikke komme tilbage til Kathmandu fra indien, fordi mit visum kun tillader gennemrejse. Saa nu har jeg i stedet en billet til bangkok. Heldigvist har Gunilla og Pernille udvist ultimativ fleksibilitet og har lovet at aendre deres biletter og komme til Bangkok og moede mig. Saa vi forlader Nepal to uger tidligere end planlagt. Paa en maade er det lidt trist, nu at skulle sige farvel. Men paa den anden side er jeg ogsaa ved at vaere klar, efter de to sidste par ugers sightseeing i det lokale Nepal foeler jeg, at jeg har set det meste af det hele! Det eneste vi gaar glip af er det 10 dages meget haarde meditations kursus og det var der vist alligevel ikke rigtigt nogle af os der var saa begejstrede for. Og ellers er jeg sikker paa vi kan finde et lignende i Thailand.
Fra bangkok rejser vi til Vietnam. Vi har diskuteret Malaysia, som far forslog, men jeg tror vi syntes det lyder for muslimsk for det vi har i tanker... Desuden har jeg hoert saa meget godt om Vietnam og har faaet stor lyst til at komme dertil.
Vi vil nok bruge to uger paa at rejse fra Hanoi ned ad den vietnamesiske kyst mod Ho Chi Mihn City, og saa ende paa en strand, hvor vi vil tilbring de sidste to uger. Jeg er netop paa vej ud for at invistere i Lonely Planets guidebog til Vietnam, og jeg er vaeldig begejstret for projektet. Saa trods alt er situationen loest til det bedste og desuden har man jo kun en plan til man laver en ny.
Jeg haaber alt er vel derhjemme
Kh Anna
- comments
FAR Kære Anna, vi sidder her i sommerhuset på Tåsinge med mutter, CE, Per, Tina og Oliver, og jeg har lige læst dit fantastiske indlæg op for alle. Jeg kommer til en tænke på dengang i Thailand, hvor Anna ikke kunne rejse på 2. klasse i toget. Vi synes du får en kæmpe en på opleveren og er fantastisk til at fortælle. His alle - Pernille - Gunilla - 2 x Emil. kærligst FAR