Profile
Blog
Photos
Videos
Kaere alle
Nu er jeg vel tilbage fra Tibet og pt er jeg i Kathmandu, hvor vi har paabegyndt arbejdet paa et boernehjem, der ligger ca. 10 km uden for centrum.
Tibet var - en fantastisk oplevelse, omend ikke nogen fornoejelse! Jeg har en teori om, at den mangeaarige kinesiske besaettelse har oedelagt den tibetanske kultur, for jeg naegter at tro, at tibetanerne oprindeligt har vaeret saa uvenlige og inadvendte som vi oplevede dem. Overalt paa gaderne og i templerne bliver man skubbet og mast frem, og lige meget hvor man befinder sig har man en fornemmelse af ikke at vaere velkommen. Stemningen der er slet ikke som i Nepal.
Saa var der desuden koldt! omkring 5 til 10 grader i dagstimerne og omkring frysepunktet i nattetimerne - saa laenge vi var i Lhasa. Da vi kom op i bjergene paa hjemturen faldt temperaturen til mellem 0 og -5 grader i dagstimerne og -5 til -10 grader i nattetimerne. Eftersom Indendoers opvarmning ikke er en af de priviliger, som tibetanerne har adgang til, saa blev det at holde varmen hurtigt en udfordring - isaer om natten. I starten var stemningen blandt pigerne, at "det var da eddermamne ogsaa for daarligt, for vi havde sgu da krav paa at faa et varm vaerelse". Jeg hoppede selv med paa boelgen, og foerste nat i Lhasa lykkes det mig faktisk at brokke mig tilstraekkeligt meget til, at det lykkes fem tibetanere at lave varmeblaeseren paa vaerelset, saa vi i hvert fald kunne holde den vaerste kulde ude. Men hurtigt matte jeg indse, at de forhold som vi blev budt var de samme som dem tibetanerene levede under, og jeg kom til at foele mig som en forkaelet vesterlaending. Kuldeproblemet blev derfor i stedet loest med en smule primitiv opfindsomhed: Fra vores trekkingtur havde vi alle koebt hver to vandflasker, som kunne holde varmt vand. Paa trekkingturen var formaalet, at kogt vand skulle koeles til drikkevand, men i Tibet fik disse flasker et nyt formaal. Alle steder vi overnattede havde vi adgang til varmt vand, enten fra en kogekedel paa vaerelset eller vi fik det bragt af vaertsparret. Jeg gav mig til at fylde vores flasker med kogende vand og dermed fungerede de som varmedunke. Med en i fodenden af soveposen og en paa maven kunne vi faktisk holde varmen - selv da vi sov i et vaerelse der var saa koldt, at toilettet var frosset til is.
Det er vel rimeligt nok at sige, at det ikke var en fornoejelse at leve under disse forhold, men set i bagspejlet var det berigende at blive tvunget til det og dermed opleve at finde en loesning, saa situationen blev taalelig.
Desuden fik vi en masse oplevelser i Tibet, som jeg aldrig ville have vaeret foruden. Foerste og fremmest besoegte vi selvfoelgeligt Dalai Lamas palads, hvis skoenhed og overdaadighed var helt overvaeldende og ganske ubeskrivelig. Rum efter rum taarnede sig op foran os kaempemaessige gudefigurer, utallige buddah afbilledninger og staturer, samt ikke mindst overdaadige grave i massivt guld og belagt med aedelstene, husende hver af de tretten tidligere Dalai Lama'er. Dertil kom en lang stribe rum, som stadig stod i samme stand, som da Dalai Lama boede der, og saaledes saa vi utallige moedelokaler, bede og meditations rum samt sovevaerelser med gigantiske himmelsenge. Overalt var vaegge, gulve og lofter belagt med taepper i dybtroede farver, og hvor der ikke var taepper var paneler og doerkarme bemalet i smukke moenstrer. Omend vi befandt os i paladset i flere timer, og kom i gennem flere rum end jeg kan taeller, saa vi kun en broekdel af det samlede hele. Paladset er af en stoerelse, der er helt ubeskrivelig, og omend jeg ikke kan huske det praecise antal vaerelser, saa ved jeg, at der er langt over 1000.
Udover paladset besoegte vi en reakke munkeklostrer. Klostrerne fungerer i praksis ogsaa som templer, og overalt hvor vi kom fulgtes vi med tibetanere, der mumlede boenner, ringede med bedeklokker og viste deres hengivenhed overfor guderne ved at taende stearinlys og roegelsespinde samt smide med pengesedler. Kolstrerne var, ligesom paladset, beboet af kaempemaessige buddah'er og gudefigurer i massivt guld. Et enkelt sted var der en buddahfigur paa 26 meter! Disse statuetters steorelse og skoenhed gjorde klostrerne til en meget overvaeldende oplevelse. Ud over gudefigurerne var samtlige klostrer udsmykket med moenstrer i orange, groenne, blaa og gule farver. Lige meget hvor man kom saa man munke, der arbejde paa denne udsmykning med det resultat, at farverne var klare og skarpe og aldrig falmede og grimme. Desuden indeholdt klostrerne meditaionsrum hvor munkene, paa bestemte tidspunkter af dagen, sad i skraedderstilling paa roede puder og messede. Overalt maerkede man klostrernes hellighed og renhed og stemningen var deraf meget spirituel.
En helt anden oplevelse moedte os, da vi fra Lhasa koerte i bil tibage til Kathmandu. Turen tog os igennem kilometervis af bjergpas, og som dagene gik kom vi hoejere og hoejere op og blev moedt af et stadigt mere fantastisk landskab. Vi beskuede alt fra dybtblaa bjergsoer og golde, brune bjerge til himalayas gigantiske hvide tinder. Paa sidstedagen naaede vi det, som i folkemunde er kendt som "verdes tag". Dette er verdens hoejeste pas og herfra har man udsigt til utallige af himalayas tinder - og ikke mindst Mount Everest. Stemningen paa verdens tag er - ubeskrivelig. Man rammes af benovelse over bjergenes overdaadighed, men ogsaa en foelse af at vaere lille og ubetydelig i forhold til naturens kraefter og skoenhed.
Nu er jeg, som sagt, tilbage i Kathmandu, hvor jeg arbejder paa boernehjem.
Vi er blevet taget fantastisk godt imod af boernene, som er soede, nysgerrige og imoedekomne og, overraskende nok, gode til engelsk, da de gaar paa en engelsk skole.
Med hensyn til boernehjemmets personale er det lidt en anden sag; man bliver hurtigt klar over, at de foerst og fremmest huser os, fordi vi bataler dem for det. I deres oejne er vi primaert et oekonomiske tilskud, og de viser ikke stoerre interesse i at indvie os i det daglige arbejde og rutiner.
Heldigvist har jeg aldrig ladet mig skraemme af en afvisning, og ved at vaere tilstraekkeligt staedig og paatraengende har jeg derfor faaet lov til at deltage i daglige goeremaal som opvaskning, madlavning og toejvask. Det ironiske er, at selvom de i starten signalerer, at min deltagelse ikke er oensket, saa er de efterfoelgende taknemlige og glade for min hjaelp. Saaledes bliver det ogsaa nemmere og nemmere at faa lov at vaere med.
Min teori er, at hvis jeg skal udnyttes, saa lad det da hellere vaere ved haardt arbejde, end ved penge, saa derfor har jeg de sidste par dage vasket, toej, gjort rent og vasket op i et saadant omfang, at jeg her til aften har blodige knoeer.
Men det er berigende at faa lov at "goere et ordentligt stykke arbejde" under samme forhold som nepaleserene goer det. Dette indebaerer blandt andet at hive vand op fra broenden i store spande (der er ikke vand i hanerne), sidde paa hug og vaske toej i store baljer paa et vaskebraet og ordne opvask i det fri og i koldt vand.
Derudover er der salvfoelgeligt samvaeret med boernene om eftermiddagene, naar de har fri fra skole. Jeg foeler, at jeg, i og med jeg deltager i det daglige arbejde, ogsaa nyder stoerre tillid hos boernene. Saaledes faar jeg lov til, at hjaelpe dem med deres lektier, tegne i deres tegneblokke, flette pigernes haar og ligge i midten naar der er fjernsynshygge om aftenen.
Det er fantastisk at opleve, hvor glade, tillidsfulde og imoedekomne boerne er, paa trods af, at de er foraeldreloese.
Jeg er altsaa glad for at vaere her og, selvom det ikke var tilfaeldet i starten, saa foeler jeg nu, at jeg er oenesket og velkommen samt at, omend jeg maaske ikke kan goere den store forskel, saa kan jeg i hvert tilfoere hjaelp til det huslige og opmaerksomhed til boernene i den tid jeg er her. Desvaerre er de andre piger ikke af samme opfattelse som mig, saa de rejser til Thailand paa mandag. Jeg har besluttet at blive til d. 22. marts, hvor jeg tager paa Base Camp, saa jeg kommer til at vaere her nogle uger alene. Men det generer mig nu ikke, saa meget desto mere er der at lave.
Nu maa i alle sammen have det godt og huske at opdatere mig om, hvad jeg gaar glip af derhjemme.
Kaerlig hilsen Anna
ps. Forleden sprang jeg bungy jump fra 160 meters hoejde - billede paa facebook.
pps. Marie, du kan fortaelle Aksel, at jeg har vaeret ude og ride paa en elefant - desvarre fik jeg ikke nogle billeder til ham, selvom jeg faktisk taenkte paa det. Det vil jeg soerge for, hvis jeg faar muligheden senere.
- comments
mor Kære Anna Dejligt at høre fra dig og MEGET spændende at læse om dine oplevelser. Du skriver fantastisk levende og spændende. Man føler næsten man er der. Tror du, at du kan sige farvel til børnene på børnehjemmet, når du har været der så længe? Det lyder helt vildt ubehageligt at opholde sig i den kulde, du blev udsat for i Tibet. Er der noget rejsebureauet havde "glemt" at fortælle jer? Forhåbentlig bliver det nu lidt varmere, foråret er vel også kommet til Nepal? De største nyheder herfra er vel - jeg ved ikke om du allerede har hørt det - at Carl-Emil har droppet at være udvekslingsstudent og er blevet optaget på en efterskole ved Nyborg, hvor de har en world-wide linie med 2 udlandsophold, hvor de bor hos en familie. En uge i Berlin eller Paris og 14 dage i Peru, Mexico eller Cuba. Vi har været på besøg på skolen. Det så meget fint ud alt sammen. Kan du have det rigtig godt til vi tales ved igen og husk at passe på dig selv :) knus og kys fra din mor
FAR Hej skat, du skriver fantastisk og jeg er stolt af dig med alt det du gør og tør. Mor har vist skrevet, hvad der er at fortælle om hvad der sker her. På tirsdag kommer mormor og morfar og Pernille og måske Don til min fødselsdag. Vi har det godt og er glade, Gunilla maler lidt for os, så hun kan tjene til rejsen. Hun og Pernille glæder sig meget til at komme af sted, vi glæder os til I alle er hjemme i god behold og mange oplevelser rigere. Kys fra FAR
Pernille Hej Anna! Blot en hurtig kommentar herfra mig:) Jeg synes bare at du er så sej!!Det er helt vildt sejt at du sådan bliver ved med at arbejde på børnehjemmet og ikke bare stikker halen mellem benene! respekt for det) Og nå ja..så selvfølgelig den lille bagatel med bunky jump...Jeg ville ikke gøre det for en million!!
Washington Hei!Ville bare krmoenteme at jeg synes bloggen din er kjempebra, sta pa Hei!Ville bare krmoenteme at jeg synes bloggen din er kjempebra, sta pa