Profile
Blog
Photos
Videos
MOUNT EVEREST BASE CAMP
Kaere alle
Det har vaeret lidt tid siden jeg har haft mulighed for at skrive til jer - man skulle da ellers tro, at man havde masser af tid, naar man "bare er paa ferie".
Lige nu er jeg, sammen med Pernille og Gunilla, i en lille by, der hedder Bandipur og ligger ca. midt i Nepal. Det er en meget fin lille by, hvor her kun er faa turister, saa miljoet er meget lokalt. Her bliver vi nogle dage og slapper af, nyder det gode vejr (30 grader og sol), gaar turer - og jeg kommer mig over Base Camp.
For det var altsaa en haard omgang, den der Base Camp!
For at beskrive selve forloebet, saa var vi afsted i, i alt 11 dage. Det var eningen, at det skulle have taget 13 dage, men vi gik ned saa hurtigt, at vi forkortede turen to dage, og dermed kunne jeg komme hurtigere ned til Kathmandu og Nullen.
Jeg var i en gruppe med tre danske drenge, som var afsted sammen hjemme fra. De to var paa min alder, den tredje var omkring 30. Vi havde en fantastisk god guide og to baerer, der tog sig af vores tasker (luksus:)).
Det tog os 8 dage at gaa op og 3 dage at gaa ned! Den noget laengere opstiningsperiode skyldes dels, at det var langt haardere at gaa op og dels, at vi holdt "pause-dage". Paa dag nummer 3 og dag nummer 6 gik vi en lang tur opad, men gik tilbage ned og overnattede paa samme lodge som den foregaaende nat. Dette var af hensyn til hoejdeforskellen og de tynde luftlag.
Mens vi gik op gik vi ca. 5 timer om dagen. Det lyder maaske ikke af saa meget, men naar man gaar lodret op af stejle skraaninger, mens luften bliver tyndere og tyndere, saa 5 timer rigeligt. Trods alt gik vi nu ikke lodret op hele tiden, faktisk bevaegede terraenet sig meget op og ned. Saa nogle gange gik vi ned i en time, for derefter at gaa det samme op paa den anden side af floden. Den daglige stigning var paa ca. 500-600 meter. I alt bevaegede vi os fra en hoejde paa ca. 2400 meter, hvor vi startede, til 5500 meter, der var det hoejest punkt vi ramte.
Om natten boede vi paa lodges. Det var meget spartanske, lokalt ejede, vaerelser, som kun bestod af to senge og med toilet paa gangen. Toilettet var, som regl, bare et hul i jorden, og jeg saa stort set ikke et spejl i al de tid vi var der - og da slet ikke et bruse bad! Hver lodge havde en opholdsstue med en braendeovn. Vi kom gerne omkring kl 12-13 stykker, og braendeovnen blev sjaeldent taendt foer kl 18, saa i timerne der i mellem sad jeg bare og froes og spejdede efter en spand med Yak-lort - for det var nemlig det de fyrrede med! Og det var fantastisk, saa glad man kunne blive, over at se en lille, bred, nepalesisk kvinde, komme ind med en spand lort, flyde ovnen med sine bare naever, for derefter at gaa tilbage til koekkenet...
Om natten var der selvfoelgeligt ingen opvarmning, saa der bed kulden. Det blev selvfoelgeligt vaerre, jo laengere vi kom om. Da der var koldest vil jeg skyde paa, at der var ca. -10 grader udenfor og -5 grader indenfor. Men jeg holdt faktisk varmen nogenlunde, ved at have vandflasker med varmt vand i min sovepose (som i Tibet) og ved at vaere pakket godt ind i toej og taepper. Det vaereste var faktisk timerne om eftermiddagen, inden de taendte braendeovnen, og der froers jeg! Men saa spillede vi kort, drengene og jeg. Nogle gange moedte vi andre trekkere og spillede med dem. Men faktisk var der ikke saa mange andre turister. Ofte var vi de eneste turister paa lodgen og vi mordte heller ikke saa mange paa stierne. Men jeg tror vi var heldige, for da vi gik ned var det lige som om bjerget blev invaderet, og det vaeltede op med grupper af poelse tyskere, middelaldrende kvinder, larmende skolegruppe og altindtagende amerikanere. Men vi naaede aldrig at foele os generede af invasionen, for vi var naesten nede, da den begyndte at haerge.
I det hele taget var der ikke saa mange oppe paa bjerget, som jeg kunne identificere mig med. Jeg var faktisk overrasket over, hvor faa unge mennesker der var deroppe. Vi moedte, engang i mellem, fyrer i tyverne, men langt de fleste var mellem 30 og 45 og jeg tror ikke, at jeg saa en eneste pige paa min egen alder.
Maaske skyldes dette, at Base Camp ikke er noget for unge piger -i hvertfald ikke den sarte af slagsen! For det var haardt! Foerst og fremmest var der selvfoelgeligt de lange, stejle, opadgaaende strejkninger, som man skulle forcere hver dag. Men det var ikke saa meget dem, som de strenge forhold, vi skulle forcere dem under. De foerste dage var ikke noget problem - her var luften lun, der var masser af ilt og stierne var gode. Da vi kom hoejere op blev det koldere, luften blev tyndere, tilsidst meget tynd, og vi vandrede gennem sne og helt golde, stenede omraader.
Og saa var der alle skavankerne, som dette medfoerte. Specielt haardfoer har jeg jo aldrig vaeret, saa jeg havde masser af skavanker!
For det foerste var der hoejdesygen - den er der ingen, der helt undgaar, og jeg havde, trods alt, en let omgang. Jeg havde lidt hovedpine og en enkelt gang kastede jeg op. Dette skete tilgengaeld en dag lige foer afgang, saa der var ikke saa meget at goere - jeg matte kaempe mig opad paa tom mave og med braeksmag i munden.
Saa havde jeg hold i nakken og ryggen. Jeg ved ikke, om det skyldes, at vi sov paa haarde haarde madresser. at jeg konstant kiggede ned naar vi gik, for at se hvor jeg satte foedderne, eller den taske som jeg bar paa (som trods alt kun indeholdt vand og ekstratoej), men i hvertfald, paa de slemme dage, saa smertede det hele vejen op gennem min ryg, hver gang jeg tog et skridt opad. Saa jeg var dopet! tre piller, tre gange om dagen, en enkelt nat tog jeg morfin (medbragt fra fars medicinskab derhjemme).
Saa var der selvfoelgeligt vablerne, men dem skal man nu heller ikke undervurdere...
Men det vaerste var nu alligevel de tynde luftlag! Jeg kunne virkeligt maerke, hvor svaert jeg havde ved at faa luft, daa vi kom hoejt op ad bjerget. Det var slemt, naar vi skulle forcere stjele strejkninger, men der, hvor det generede mig mest, var faktisk om natten! Uden at vide helt, hvordan det fungerer, er der noget med, at lungerne arbejderer langsomere om natten, naar der er mindre ilt. Derfor, da vi var hoejst oppe (over 4000 meter) vaagnded jeg hver gang jeg vendte mig i sengen, og havde aandenoed. En enkelt gang blev det faktisk alvorligt. Jeg var vaagnet, skulle tisse, gik hurtigt paa toilettet og tilbage i seng igen. Efterfoelgende blev jeg meget forpustet og laa lidt i sengen og hev efter vejret, men opdagede hurtigt, at det ikke nyttede - jeg fik simpelthen ikke ilt nok. Saa blev jeg bange. Jeg skubbede dynerne til side, satte mig oppe , hev hurtigt efter vejret, men kunne stadig ikke faa luft. I loebet af ingen tid blev jeg totalt svedig og begyndte at ryste. Jeg opfattede, at jeg var ved at gaa i panik, men heldigvis havde jeg stadig nogenlunde kontrol over min stemme. Det lykkes mig derfor at alamere Jacob, som var den af drengene fra gruppen, som jeg delte vaerelse med. Heldigvis er Jacob pilot, saa han vidste lige hvad jeg skulle goere: ligge mig ned, ligge nakken tilbage, traekke vejret dybt, og holde luften inde nogle sekunder inden jeg pustede ud. Det hjalp! Og jeg faldt til ro igen. Men episoden var en skraemende oplevelse, jeg er ikke sikker paa hvad der var sket, hvis Jacob ikke havde vaeret der...
Men Base Camp var da selvfoelgeligt ikke lutter skavanker og daarligdom! Foerst og fremmest boed turen jo paa en natur, som er ganske ubeskrivelig! Kaempemaessige, sneklaedte bjergtinder, saa taet paa, at man foelte man kunne raekke ud og roere dem, uendeligt lange stier gennem sten, klipper og helt golde omraader, moeder med kavaner af yak okser, belaesset med varer og udstyr og ikke mindst bitte smaa nepalesiske baerer, der taktfast arbejdede sig op af bjerget med 60 kg paa ryggen. Naar man blev overhalet af saadan en, kunne det nok vaere, at ens egen selvmedlidenhed, for et oejeblik, blev ersatttet med facination over dettte staerke folk!
Egentligt glemte jeg nu nok lidt at nyde naturen, hvilket jo faktisk er en skam! Den sidste etape, inden vi begyndte at gaa ned, var 400 meter stejlt opad til et udkigspunkt, Kala Patthar i 5500 meters hoejde. Dette besteg vi kl 5 om morgenen, inden solopgang. luften var ekstremt tynd terrantet var ujaevnt og temperaturen faldt jo laengere vi kom op. Jeg vil gaette paa, at der var omkring -10 grader paa toppen! Jeg kaempede for at naa maalet. For hvert skridt op foelte jeg, at jeg skulle vaelte det samme tilbage. Jeg kunne hverken maerke mine haender eller foedder, min vejrtraekning var besvaeret og min mave skreg af sult. De sidste 50 meter bestod af klipper, som man maatte kravle opad. Da jeg naaede toppen var drengene forlaengst naaet frem, og en af dem stod med en rulle chokoladekiks. Jeg floej lige hen til ham og fik tildelt nogle stykker. Jeg spiste mine kiks og kort efter satte drengene kursen nedad og jeg fulgte med. Jeg loeb hele vejen ned med taarerne loebende ned af kinderne.
Naar folk efterfoelgende har spurgt mig, hvordan udsigten og solopgangen var paa Kala Patthar, har jeg ikke vaeret i stand til at svare dem. Jeg saa det simpelthen ikke, jeg saa kun chokoladekiksene! Alle andre synes, at det er underligt, men det goer gjorde mig ikke saa meget, for mig var det afgoerende, at jeg naaede toppen!
Selve besoeget paa Base Camp fik jeg mere ud af. Udsigten fra Base Camp er ikke noget saerligt - og man kan stort set ikke se Mount Everest. Men jeg synes alligevel, at der var noget stortslaaet over stedet - en dal mellem gigantiske bjergtinder, hvor smaa, primitive telte huser rigtige bjergbestigere, klar til at stile mod toppen. Egentligt er det vist ikke meningen, at "os trekkere" skal blande os med "de rigtige bjergbestigere", men jeg kunne simpelthen ikke modstaa muligheden for at moede en, der skulle bestiger Mount Everest. Saa jeg vaddede derned, sagde hej, og blevet inviteret indenfor i lejren. Saa der drak jeg te og snakkede med en fyr, der havde besteget Mount Everest 4 gange og var paa vej op nummer 5 gang. Det var en sej oplevelse.
Naar folk spoerg mig, om det var en fed tur - saa er jeg nok noedt til at nej. Det var ikke specielt fedt - det var haardt! Jeg tror kun det blev haardere af, at jeg fulgtes med tre drenge. For de var da meget soede, men ikke saadan specielt omsorgsfulde. Saa der var mig, og kun mig, til at klare den. Men jeg har nogen gange taenkt, at, jeg nok ikke havde klaret det lige saa godt, hvis jeg havde vaeret afsted med en flok piger, der konstant havde bekymret sig for hinandens tilstand. Saa havde jeg faaet mulighed far at vaere svag, og det tror jeg ville have vaeret en stor ulempe for mig. I min situation var jeg noedt til at vaere staerk, baade af hensyn til mig selv og gruppen, og det gjorde at jeg blev staerk.
Saa det var en udfordring! Og en oplevelse - en fantastisk oplevelse som jeg aldrig ville have vaeret for uden, og som jeg aldrig vil glemme.
Og jeg er simpelthen ogsaa lige noedt til at tilfoeje, at vores guide sagde, at jeg var sej - en af de sejeste piger han nogensinde havde haft med! Det er et kompliment der vil noget, og som jeg er pave stolt:)
Nu er jeg nede igen, staerkere og sejere og en kaempe oplevelse rigere.
Og jeg har det godt!
Kaerligst Anna
- comments
Fatter Hej Anna, det var godt at få talt med dig i dag, men jeg tror din skriftlige beretning mere end det talte ord beskriver, hvad du har oplevet, udsat dig selv for og overvundet. Jeg tror du kommer hjem som en pige, med en helt ny og stærk tro på sig selv, denne rejse vil sætte sig spor i dig for livet af uvurderlig betydning. Kærligst din FAR
Mor Hej Anna, seje Anna Jeg er helt enig med din far og synes bare at du er så sej. Jeg var godt nok ikke klar over, at det var så hårdt og godt det samme, for så havde jeg bare bekymret mig :)) Fantastisk beskrivelse, man føler næsten man selv er der! Knus fra mor
Rikke Hej Anna. Jeg har læst en del af dine blogs og det har været super interessant læsning - tak for det:) Jeg skal selv til Nepal her i Januar og regner også med at skulle vandre til Everest Basecamp, jeg tænkte derfor på om det var muligt vi kunne skrive sammen mht. udstyr og erfaringer osv.? :) Hilsen Rikke