Profile
Blog
Photos
Videos
Så er jeg ved at være frisk igen, og klar til at skrive endnu en blog.
- det har været en lang og hård weekend.
Sidste uge startede med et par dage med voldsomt ondt i halsen. En dag mere, og jeg var taget til læge, men heldigvis stoppede det lige så hurtigt som det var startet, så det var dejligt. Var nemlig ved at være bange for at det skulle ødelægge min weekend. Onsdag tog jeg ned i byen for at finde en tur til Colca Canyon med start fredag morgen. MEN - Colca Trek (enormt professionelt bureau) havde en tur fra torsdag morgen. Fandt hurtigt ud af at få aflyst min skole torsdag også, og tog afsted med Colca Trek torsdag morgen kl. 8. Og det var en fantastisk tur, som jeg absolut ikke har fortrudt at jeg tog på (på trods af flere dages efterfølgende smerte i benene).
Jeg var i en gruppe med 5 europæere (hollændere og englændere), og alle 5, guide og chauffør var fantastisk søde. Vi startede ud med en tur til El Bosque de Piedras (The Stone Forest). Fantastisk flot. For det første var der en enormt god udsigt over hele området, og for det andet, så er sådan en Stone Forest nok noget af det mest mærkelige naturskabte der findes. Men fantastisk. Udelukkende lavet af naturen, vinden, vulkaner osv. Der er billeder i mappen fra Cañon del Colca.
Fra Arequipa til byen Chivay, så vi derudover en masse Vicuñas og Alpacas. Alpacaernes pels bliver brugt til enormt dyrt og blødt uld. Dyrt i Peru - og MEGET dyrere i Europa. Og der var mange af dem.
Da vi ankom til byen Chivay (den største by i området, med ca. 6.000 indbyggere), fik vi frokost hvorefter turen gik mod Cabanaconda (2. største by, med 2.000 indbyggere), og regnen begyndte herfra. Da vi nåede til Cruz del Condor, skulle vi ud og kigge efter kondorer, og vi brugte ca. 1½ time på at gå og kigge - i regnvejr(!) - UDEN at se nogle. Men heldigvis var hotellet ikke langt væk, så vi fik skiftet tøj og fik aftensmad. Jeg fik smagt min første bøf af Alpaca-kød.
Næste dag startede omkring kl. 8.30, hvor vi, efter morgenmaden, begav os mod "Oasis" - bunden af Colca Canyon - dagens mål. Vi gik i næsten 4 timer - masser af pauser for at nyde udsigten og tage en masse billeder, og var i Oasis omkring kl. 12, hvor vi alle sammen hoppede direkte i poolen inden frokosten. Efter frokosten gik vi en tur til en bro i nærheden hvor der var en fantastisk udsigt, og derefter gik vi tilbage og slappede af. Vi fik aftensmad og god rødvin, og da kl. var 20.30 gik vi alle i seng. En hård dag ventede fra kl. 4 næste morgen!!
Så ja - kl. 4.30 var der morgenmad, og kl. 5 gik turen op af Colca Canyon - og det var hårdt (mine ben klager stadig!) Men vi kom alle sammen op, og da kl. var 9 var vi igen ved Cruz del Condor, og denne gang var heldet med os. Vi så 3 kondorer, desværre var de langt væk, men de var der. Og denne gang regnede det ikke. Kondorerne er enorme - 3 meter i vingefang som voksen. Det var fantastisk at se.
Vi tog videre til byen Yanque, hvor vi badede i "Hot Springs" - 38 grader varme pools - det kunne kroppen (især benene) godt lide, efter vores hårde trekking!
Da vi var færdige tog vi tilbage til Chivay for at spise frokost, hvor vores guide Jaime mente at vi alle sammen skulle prøve at smage "Cuy" (Hamster, lokal ret, og helt normalt i Peru). Denne gang kun et lille stykke, uden hoved, men har på fornemmelsen at jeg nok skal nå at se (måske smage) en med hoved på et senere tidspunkt. Kan ikke rigtig finde ud af om jeg glæder mig. Den smagte sådan set meget godt - men det er en lidt mærkelig fornemmelse at sidde og spise et dyr som mange mennesker har derhjemme.
Derefter skulle der ikke ske mere, og vi tog tilbage til Arequipa - 3 timer i vores minibus. Jeg lyver ikke hvis jeg siger at ca. 4 timer ud af 6 var på grusvej! (6 timer fra Cobanaconde til Arequipa). Overraskende at der ikke er lagt asfalt, eftersom at Colca Canyon nok er den 3. største turistattraktion i det sydlige Peru. Og da det i øjeblikket ikke er muligt at besøge Cusco og Machu Picchu (mudderskræd, bro der er styrtet sammen, strandede turister, enkelte døde - alt pga. regn), den største turistattraktion - så er der nok flere turister som vil til Colca. Men det gik da - selv de helt store turistbusser kom frem.
Vi nåede til Arequipa omkring kl. 6 lørdag aften, og indtil der, var min plan at sove meget tidligt, og virkelig sove længe - lige indtil Kai Uwe (tyskeren i huset) bankede på min dør og spurgte hvad planerne for aftenen var. Well - en enkelt øl eller to kunne man vel godt gå med til. Så vi endte med at mødes med flere andre, og byturen blev fra kl. 21 lørdag aften til kl. 4 - og en smule mere en to øl. Det var Pisco Sour-dag i Arequipa - rent faktisk en overraskende god drink - noget kan de peruvianere finde ud af, udover turistattraktioner ;)
Men, ja - aftenen blev lang, og min søndag bestod i at ligge i sengen - MINE BEN KUNNE INTET! (og så er peruvianske tømmermænd PRÆCIS ligesom danske).
Benene har det endnu ikke meget bedre, men regner med at jeg begynder at kunne gå normalt igen inden jeg kommer hjem igen - gerne lidt før :)
Håber at alle har det herligt i DK, og at i nyder sneen - det kunne jo ske at den pludselig forsvandt.
Her er vejret stadig herligt. Udover regnen i bjergene, så har jeg dog oplevet min første regnvejrsdag i Arequipa - igår regnede det i en hel del timer (det er regntid i Arequipa - og det var første regnvejrsdag siden jeg ankom!). Da jeg gik i skole var vulkanerne omkring byen fuldstændig dækket af sne, og det var så flot! 4 timer efter, da jeg havde fri, var næsten al sneen væk igen - mig som troede at jeg skulle bruge hele eftermiddagen på at tage billeder - man kan hurtigt blive snydt. Så det må blive en anden dag, når der forhåbentlig er mere sne igen.
Næste weekend bliver forhåbentlig en tur til Puno/Lake Titicaca, hvis ikke regnen giver problemer - det regner åbentbart en del i bjergene, desværre. Jeg krydser fingre!
Håber at alle har det godt.
Abrazos Kamilla.
- comments