Profile
Blog
Photos
Videos
Så præsterede jeg alligevel at lade en måned gå, før jeg fik skrevet igen. Beklager. Jeg vil forsvare mig selv med, at jeg har skrevet på blogindlægget i godt en uge, før jeg fik det gjort færdigt! :)
Katrine og jeg har efterhånden fundet os til rette på vores nye og mindre hotelværelse... Dog stadig på Thanh Van II. Efter at have tonset rundt i byen i et par timer sidste søndag for at finde et nyt sted at bo endte vi alligevel med at blive enige om, at vi hellere ville bruge lidt ekstra på at få et lækkert værelse, mens vi skriver eksamensopgave. Så sådan blev det.
Vi fortjener da også lidt magelighed, hvis jeg selv skal sige det. De sidste to-tre uger af kurset stod på intensiv gruppeopgaveskrivning, og det har været temmelig hårdt arbejde. Vi var derfor lettede og helt klar til at lægge det fra os, da opgaven endelig var afleveret for halvanden uge siden. Umiddelbart derefter startede tre dage med velfortjente afskedsfester, og alle fik virkelig fejret afslutningen på de ti uger i Hoi An (to strandfester og et pool-party sætter dog sine spor).
Sidste lørdags var vi på bådtur til den nærliggende Cham Island, men det blev desværre aldrig til en dykkertur for mit vedkommende. De problemer, jeg havde med dykningen i starten, var vendt tilbage på Zanzibar for to år siden, og den oplevelse har desværre sat sig i kroppen nu, så jeg kom aldrig mere end en meter under overfladen. Jeg må nok erkende, at jeg ikke kommer til at dykke igen. I hvert fald ikke foreløbig. Som Katrine sagde, så må jeg bestige nogle bjerge i stedet. Op er vel også lige så godt som ned!? Turen var dog langt fra spildt, for Cham Island er et lille paradis (se billedet). Strandene ved Hoi An er dejlige. Bestemt. Men sammenlignet med Cham Island er de næsten lidt kedelige. Os, der ikke dykkede, fik lov at tilbringe halvdelen af dagen på en lille eksotisk strand, hvor der kun var få turister. Så selvom det blev en dyr tur på stranden, skal jeg ikke brokke mig!
Nu er folk ved at rejse videre eller hjem, og Hoi An er blevet affolket. Heldigvis er der stadig nogle stykker tilbage, som bliver hængende lidt endnu, men Katrine og jeg bliver nogle af de sidste, der rejser herfra.
Det passer mig nu helt fint, at der er lidt mere ro på nu. De seneste par uger har tappet en del energi, så nu nyder jeg at kunne skrive min eksamensopgave på mine egne vilkår. Der er dog ikke rigtig nogen, som gider det. Når asiatiske eventyr venter på den anden side, er der ikke meget incitament til at få skrevet en god opgave. I det mindste har Katrine og jeg relativt god tid, fordi vi har valgt at blive så længe i Hoi An. Er dog ikke sikker på, at det gør opgaverne bedre… jeg tror snarere, det gør arbejdsprocessen mindre effektiv. :)
Vores visum til Kina er endelig gået igennem efter meget bøvl, og vi er mere end klar til bare at komme af sted. Vi flyver til Hanoi, men så tager vi den over land med tog og bus, fordi det er meget meget billigere. Desværre kan vi ikke som planlagt tage til det tibetanske plateau, for alt uden for Tibet Autonomous Region er lukket for turister. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at se mere af Tibet, så det er skuffende, men til gengæld får vi nu et mindre presset program og har tid til at tage på trekking i Yunnan-provinsen, som skulle være fantastisk smuk. Uanset hvad glæder jeg mig til at komme videre, men jeg begynder også så småt at glæde mig til at komme hjem til lejligheden og til jer søde mennesker.
- comments