Profile
Blog
Photos
Videos
UPS, det er næsten pinligt så dårlige som vi har været til at få skrevet blog. Vi håber dog at det kan gøres lige op med alle de billeder vi har fået lagt ind! Men tiden går bare så hurtigt og når vi kommer tilbage på værelset om aftenen er vi simpelthen så trætte (på den gode måde).
Nåå.. men efter vi forlod Puerto Galera blev vi meget hurtigt nødt til at lave om i vores rejseplaner. Der gik nemlig desværre ikke nogle busser fra den by som vi ankom i efter vi var taget fra Puerto Galera. Så her måtte der en hurtig beslutning til. Vi bestemte os for at tage til Manila (hovedstaden på Filippinerne) i stedet. Her tilbragte vi ca.4 dage. Vi fik hygget os meget og var i biografen 3 gange, haha. Det er så billigt her i Asien, så det kunne vi ligeså godt udnytte til at se nogle af de nyere film. Så vi fik set: The Avengers, Battleship og den nye American Pie. Alle tre var super gode (kan varmt anbefales)!. Derefter gik turen tilbage til Clark (prostitutionskvarteret) men heldigvis kun for en enkel nat - dagen efter smuttede vi til lufthavnen og hoppede på et fly til Malaysia hvor vi ankom i Kuala Lumpur (hovedstaden i Malaysia). Her tilbragte vi 5 dage - fem rigtig gode dage.
Efter det har været en lidt stille periode på Filippinerne, hvor vi ikke har fået set så meget andet end strand og lokale byer kom der pludselig fuld fart på - der er MEGET at se i Kuala Lumpur (KL.).
Den dag vi ankom fik vi om aftenen set de berømte Patronas Twin Towers. Så fedt at se! Utrolige flotte by night, virkelig et must see hvis man en dag skulle komme til KL.
Dagen efter tog vi trave skoene på og fik set Chinatown, gågader, Little India, Medeka Square (uafhængighedspladsen), en moské, hindu tempel, katolsk kirke osv... Vi fik set rigtig meget af byen og vi fik set rigtig meget af byen ved bare at tumle rundt. Om aftenen fik vi set et enormt storcenter som viste sig at indeholde en hel forlystelsespark med en stor rutsjebane med loop og hele pivtøjet. Det er simpelthen for vanvittigt!!! Det var et ret sjovt syn.
Vi brugte en hel dag på at tage ca.12 kilometer uden for byen og så noget der kaldes for Batu Caves. Dette er bl.a. en STOR guldstatue, en laaaaang trappe og 3 kæmpe store grotter. Dette er tilknyttet hinduisme, så der var mange forskellige templer i grotterne og uden for.
Vi brugte også en dag i en kæmpe park midt i storbyen hvor vi var i KL Bird Park. Denne er kendt for at være verdens største fuglepark hvor man går rundt derinde sammen med fuglene (de er ikke i burer, parken er blot dækket med et KÆMPE net. Sjov oplevelse da vi fik set storke, pelicaner, påfugle, ørne, hornbill fugle, papegøjer, flamingoer og et hav af andre fuglearter. Efter fugleparken gik vi i The National Orchid garden og The National Hibiscus Garden. Smukke haver med massere af fine fine blomster.
Der blev også brugt en dag på at gå rundt i mange af de enorme storcentre og kigge lidt på tøj da vi havde planer om at besøge KL tower (ligesom tv tårnet i Berlin, bare højere) hvor vi skulle spise frokost. Her er der dresscode, så vi måtte jo finde noget anstændigt tøj at have på.
På den sidste dag besøgte vi så KL tower. SUPER FEDT! Vi fik billetter til restauranten for foden af tårnet, og pga. vi var gæster i restauranten var vi VIP så vi fik lov til at gå lige foran den enormt lange kø af mennesker der stod og ventede på at komme op i tårnet (udsigts etagen) bare for at kigge. Det var lidt sjovt ;) .. Men så kom vi op i restauranten, og det syn der mødte os var intet andet end AMAZING! Der var vinduer hele vejen rundt så man havde udsigt over heeeeeeeele Kuala Lumpur (360 grader) fordi gangen og alle bordene kørte rundt, så imens man sad og spiste fik man set udsigten hele vejen rundt. Udover den fantastiske smukke restaurant var den frokost buffet som vi havde købt det bedste vi begge hidtil har prøvet.! MUMS. Der var alt fra alle mulige forskellige lande + enorm salatbar og ikke mindst en hel dessert buffet for sig selv. Det var virkelig skøønt og igen anbefaler vi alle der en dag skulle komme forbi byen at gøre dette.
Dagen efter blev det tid til at forlade KL. Vi tog af sted om formiddagen og gik til Chinatown for at finde en bus der kunne tage os til en by kaldet Kuala Selangor. (ligger ca.1½-2 timers kørsel fra KL)
Her er vi så nu. Dette er en by som turister normalt ikke besøger, så derfor er det ikke lige hver dag disse mennesker ser hvide mennesker, hehe. Efter at have fundet et sted at bo brugte vi resten af dagen på at gå til et nærliggende natur reservat. Dette er ikke besøgt af særlig mange mennesker, det var vi slet ikke i tvivl om. Alle tårne, broer, bænke osv var simpelthen faldefærdige hvis de ikke allerede var styrtet sammen. Der var ikke et menneske i miles omkreds. Dette var egentlig ret skønt, så vi så frem til en skøn tur igennem naturen med vilde dyr, fugle, aber osv. MEN, dette ændrede sig hurtigt da vi decideret blev ædt levende af myg lige så snart vi satte vores fødder på den første sti inde i skoven. Det er ved at gå fra vådsæson til tørsæson = MILLIARDER MILLIONER mange myg. Hjælp, turen startede simpelthen med en løbetur med ild i røven indtil vi nåede til en sti hvor det tyndede ud. Specielt på Kristines vegne da hun reagerer voldsomt på de åndssvage myggestik. På de få minutter blev det til måske 50 myggestik bare på benene, øv. Men udover det fik vi da set lidt forskellige dyr. Storke, hejrer, røde og blå krabber, forskellige fugle, lizards (de ligner krokodiller når de svømmer) og ikke mindst aber. I parken er der også leopardkatte og oddere - dem stødte vi desværre ikke på.
Dagen efter gik vi op af en bakke for at se et fyrtårn. Kristine havde læst at der her skulle findes en anden art af aber end dem vi har stødt på alle andre steder. Denne art hedder Silver Leaf Monkeys og de skulle være kendt for deres meget høflige og venlige adfærd. Jaja tænkte vi, men havde alligevel taget resten af bananerne med som vi havde liggende på værelset. Allerede for foden af bakken stødte vi på en flok af disse Silver Leaf aber. Kristine fristede skæbnen og begyndt at vifte lidt med en banan. Ligeså stille og roligt begyndte nogle af aberne at komme ned fra træerne og løbe hen af gaden hen imod os. En lille smule panik bredte sig, fordi vi har været van til fra de andre aber (brune aber) at de er aggresive og simpelthen stjæler og kan bide osv. MEN, ligeså snart disse her grå fætre nærmede sig kravlede de hen for fødderne af en, kiggede på en med de sødeste abe øjne og rakte hånden op og afventede at man gav dem noget. Når de så fik en stykke banan i hånden tog de det ligeså stille og roligt og sad og spiste det ligefor fødderne af en hvor efter de kravlede tilbage i træerne. WOW, så fedt! Her stod vi langt ude på Lars Tyndskids mark og fodrede vilde aber der da bare var så søde og kære uden andre mennesker end os selv.
Da vi nåede op til toppen af bakken fandt vi hurtigt ud af at de lokale også nyder at snakke med disse kære aber. To enormt store flokke holder til heroppe og her fik vi mange timer til at gå med blot at fodre dem med bønner. Vi kom helt i nærkontakt med dem da de kravlede op på os, satte sig ved siden af os og endda holdt os i hånden. Vi fik også leget lidt med nogle unger, da mødrene af en eller anden mærkelig grund tillader det. Vi faldt i snak med en mand der har tilbragt 15 år af sit liv med at sælge bønner til at fodre aberne med. Og han havde fået den ene leder af en af flokkene tam. Han kunne få den til at kysse folk på kinden, så i dag fik Kristine et abe smæk kys på kinden, hehe. Den ene abe havde også vænnet sig så meget til hende at ungen fik lov til at kravle op i hendes arme. Dette er ikke normalt fik vi fortalt, så det var en stor oplevelse at stå der og holde en abe unge på kun et par måneder.
Som nævnt er det jo ikke en normal turist by, så de lokale er utrolig interesseret i os. De fleste folk vinker, nogle kører endda forbi os op til flere gange bare for at vinke og dytte. Damen på hotellet har taget billede af os og lagt det ud på sin facebook og op til flere mennesker har stoppet os på gaden og spurgt ind til alt muligt. Det sjoveste spørgsmål har indtil videre været hvordan vores helbred var, hehe. I går var der en mand der ville kører os til hans landsby ca. 10 min herfra, han var meget interesseret i at vi skulle se det. Samme aften var der en stor inder som vi stødte ind i hos den lokale bager der blev ved med at snakke til os på malaysisk. Det viste sig at hans 10 årige datter kunne en smule engelsk. Dette var han meget stolt over og med lidt hjælp fra damen i butikken der også oversatte for os, kunne vi forstå at det var hans datters fødselsdag, og han inviterede os til fødselsdagsfest dagen efter. Derudover havde han uden at vi vidste det betalt for vores kager, pga. at det som sagt var pigens fødselsdag. Altså, denne episode er virkelig svær at fortælle, men det var virkelig mærkeligt og samtidig skide sjovt!! Ikke noget som man oplever hver dag.. I dag da vi gik langs hovedvejen var der også en der holdt ind til siden og stod ud af sin bil og inviterede os med til en landsby 15 km derfra for at vise os at de var i gang med at høste, da vi takkede pænt nej valgte han at give os en avis i stedet, hehe. Det er simpelthen så anderledes hernede at man sikkert ikke kan forstå det uden selv at prøve det - og så igen, vi forstår det ikke engang selv.
Hele formålet med at tage til denne by herude midt i ingenting var at vi skulle se: Fireflies (ildfluer.) Så i går havde vi fået damen på hotellet til at ringe til en hun kendte som kørte os til denne her flod hvor det var muligt at se disse fluer. Vi splejsede om en båd med et par fra kuwait, og da vi ligeså stille kom op af floden begyndte træerne sørme at lyse og ikke mindst blinke i takt! Det første indtryk man får er at man ser på jule lyskæder… Når man kom helt tæt på kunne man se dem flyve og se deres vinger, men virkelig utroligt at se levende dyr der laver lys på den måde og så endda at et helt træ af ildfluer blinker i takt - imponerende. Så nu kan vi også krydse det af på vores liste, skønt!
I morgen går turen dog videre. Vi skal fange os en bus tilbage til KL hvor vi her skal finde os en bus der kan tage os helt op nordøst i Malaysia til en by der hedder Kota Bharu, her ser vi frem til nye eventyr..
Og hov, nå ja.. en anden vigtig ting at nævne: Steven har været så "heldig" at der er en fugl der sked på ham i Kuala Lumpur og en abe der tissede på ham her i Selangor - HAHA. Nu kan i selv gætte hvem der har skrevet denne blok, siden denne vigtige information ikke måtte undlades! Men, han mener dog bestemt han skal spille lotte når han kommer hjem, fordi ligesom vi derhjemme siger at det bringer held at blive skidt på af en fugl, bringer det lykke at blive pisset på af en abe. Vi ser frem til en stor lotto gevinst.
Det var alt for denne gang.. nu er der kun 28 dage tilbage, uh, det føles pludselig meget tæt på.
- comments